Ibrahim, Mustafa og de tunede scootere {{forumTopicSubject}}

Ibrahim, Mustafa og de tunede scootereTøser, tegnefilm og tunede scootere er toppen for Ibrahim og Mustafa. To teenagere fra et landskendt kvarter: Vollsmose. De synes, folk skulle komme forbi og se kvarteret med egne øjne i stedet for at dømme det på forhånd17. februar 2007Af: Malin Schmidt og Gertrud Højlund

ODENSE - Planen var, at det her bare skulle handle om Ibrahim. Men en aftale med Ibrahim er også en aftale med Mustafa. De to knægte fra Vollsmose i Odense har været stort set uadskillelige i tre år. Det har sat sig på stilen:

De har næsten samme sorte hår med afblegede spidser. Næsten samme huer, den ene blå, den anden hvid. Samme jeans med samme gotiske plastbogstaver på buksebenene. Det er drengenes efternavne. På Ibrahims står der 'Cheika', på Mustafas står der 'Abdel Rahman'.

"Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg ikke havde Ibrahim," siger Mustafa på 15 år.

De skændes næsten aldrig, men en enkelt gang blev Ibrahim urolig.

I deres slæng på fire-fem halvstore drenge er Mustafa den yngste og dermed et nemt offer, når drillepindene vågner i kammeraterne. En dag var de ude på gaden, da de andre besluttede sig for at tage tøjet af Mustafa.

"Så kom der en gammel dame forbi, og jeg stod der i underbukser. Men jeg kunne ikke gøre noget, fordi jeg er den mindste."

Sur og ydmyget tog Mustafa til sidst sit tøj og gik. Han var mest sur på Ibrahim, for det er ham, han er mest venner med. Så han skrev en sms. At han ikke gad være venner mere.

"Der blev jeg virkelig bange og troede det var slut," siger 17-årige Ibrahim og kigger undskyldende på sin ven.

Scootere og piger
Men Mustafa er ikke god til at bære nag, især ikke til bedstevennen.

"Han har hjulpet mig meget. De andre venner er sådan, 'kom nu, tag nu en smøg'. Men Ibrahim synes ikke, jeg skal bruge mine penge på det. Han siger, jeg skal købe tyggegummi i stedet for."

Selv om Ibrahim har god indflydelse på ham, har Mustafa svært ved at holde sin sti helt ren. Han gør ikke rede for detaljerne, men noget med scootere og en enkelt spraydåse er det vist blevet til. Ibrahim har ikke lyst til at lave ballade. Siden han var 11, har han ikke interesseret sig for andet end biler og tunede scootere. Desværre interesserer ordensmagten sig også for dem.

"De tager scooteren med, og så ser man den først igen, når der ikke er mere tun på. Det ville være bedre, hvis man bare sagde 'det er i orden, at man kører på tunede scootere,'" siger han.

Det koster 500 kroner pr. gang, så det er godt, Ibrahim har et fritidsjob som opvasker. En del af lønnen giver han til sine forældre. Resten sparer han op, så han kan købe en bil, når han får kørekort.

Ud over biler og scootere kan de to drenge lide tegnefilm og piger. Helst piger, der er lidt smarte i tøjet og følger moden. Ibrahim går lidt stille med dørene desangående, men Mustafa er vild med piger og har haft en del kærester. Han har dog kun elsket en - sådan rigtigt. Det gik desværre i vasken.

Men det har også sine gode sider, for nu må han kysse alle de piger, han vil.

Kom ud og se
Dem, der vil altså. For ind i mellem smutter pigerne, når de hører, han kommer fra Vollsmose. Bydelen med det dårlige omdøm-me.

Ibrahim synes, det er en skam, andre dømmer kvarteret så hurtigt.

"Kom ud og bo her. Kom ud og se, hvor dejligt her er," siger han og henleder med en fejende armbevægelse opmærksomheden på grillpladserne ved søbredden.

"Om sommeren sidder der alle mulige mennesker og spiser hernede. Jeg har været ude for, at folk bliver nervøse, lige så snart de hører, at jeg kommer fra Vollsmose. Men de tør ikke komme herud og se det selv," siger han.

Hvis de kom til Vollsmose, ville de se et kvarter, der på fjerde år bliver byfornyet. Under mottoet 'Vollsmose i forvandling' forsøger fælles kræfter at pudse husfacaderne op og polere bydelens plettede ry.

Kommunen og boligforeningen investerer knap en milliard kroner i renovering og forbedring af 70'er-boligkomplekserne, der huser cirka 10.000 mennesker med 80 forskellige nationaliteter. To ud af tre har rødder, der fæster andre steder end i Danmark. En ud af tre er arbejdsløs.

Også naturområderne omkring boligblokkene får en kærlig hånd. På vej hjem til Mustafa viser drengene den nye multibane frem. Her er basketballkurve, klatrestativer og bordtennisborde. Men den første graffiti har allerede sat sig: 'Husk Allah', formaner de orange bogstaver.

Og det prøver drengene også at gøre. For de er opvokset med islam, men kender ikke så meget til religionen.

"Jeg går ind i mellem i moské, men jeg ved ikke helt, hvad man skal gøre. Så jeg stiller mig bare bagest og gør som de andre," forklarer Ibrahim, mens vi slentrer ned ad grusstien, hvor et metalskilt viser vej til Bøgeparken.

Skiltet har fået to skud haglpatroner, og hundredvis af små haglkorn har perforeret metallets overflade.

"Det var ellers helt nyt," siger Ibrahim.

Men der skal mere end et nedskudt skilt til at ryste de to drenge. Deres familiehistorier indeholder nemlig langt alvorligere skud.

Fælles fortid
De kender hinandens historier ud og ind. Om Ibrahims far, der blev skudt i krigen og nu er invalidepensionist. Kuglen ramte lige ved siden af rygraden. Og om Mustafas onkel og bedstefar, der blev skudt og dræbt.

Begge drenges palæstinensiske forældre flygtede til Danmark fra Libanon i starten af 80'erne. Og selv om drengene er født og opvokset her, tænker de tit på det ukendte hjemland. Ibrahim forklarer:

"Jeg spørger tit mig selv, hvorfor der lige netop skulle være krig hos os. Hvorfor skulle det lige være vores land, israelerne kom efter? Det er jeg da ked af. Hvis Palæstina fandtes, og der ikke var krig, ville jeg bo der. For det er mit land, ligesom det her er jeres land," siger han.

Men den palæstinensiske nationalitetsfølelse ændrer ikke på, at de er glade for at bo i Danmark.

For her er fred og ingen fare. Og Mustafa fik nok af krig, da han var i Libanon i sommer. Lige pludselig faldt bomberne. Han fortæller med fagter og lyde om blod, om bomber, om flyvere, der er så hurtige, at man ikke ved, hvor de er. Om hvide striber på den blå himmel og buldrende, sort røg.

Dreng og gadedreng
Om natten kunne Mustafa heldigvis sove mellem sin storebror Sami og sin fætter. Når frygten tog fat, rakte Mustafa bare ud efter skulderen på en af dem for at finde tryghed. Lige som hjemme i Vollsmose.

Med fem børn i lejligheden er der ikke et værelse til hver. Heldigvis. For så kan Mustafa dele værelse med Sami. Og hvis han i mørket kommer til at tænke på ånder og dæmoner, lægger han hånden på sin storebror. Så holder han op med at være bange.

"Han ved godt, hvorfor jeg gør det. Sådan har det altid været," siger drengen Mustafa og kigger lidt genert ned i stuens lyse gulvtæppe, inden han griber ud efter en håndfuld af morens friskpoppede popcorn. Hun går til og fra med brunkager, pebernødder, popcorn og cola.

Sekundet efter handler samtalen om gangsterrap og actionfilm om Nørrebro. Ibrahim og Mustafa tænker, at man måske kan lave det samme med Vollsmose.

"Når man synger, så lyder det godt med Vollsmose, kriminelle og scootere. At man kører på en stjålet scooter. Men når man kigger på det i virkeligheden, så er det ikke sådan," siger gadedrengen Mustafa.

Men det gør ikke så meget. Målet er hovedsageligt at blive kendt.

"Så kigger alle på en og tænker: 'ham der, han kan noget'. Derfor vil jeg gerne være stor i det," siger Mustafa.

Ibrahim kunne godt tænke sig at være lidt berømt en enkelt gang, for at se hvordan det er. Men mest af alt vil han gerne have en uddannelse. Og det har taget tid at finde den rigtige. Mange uddannelser kan han nemlig skyde en hvid pind efter, fordi han ikke er god til at læse og skrive.

Mesterlakereren
Drømmen var faktisk at blive mekaniker, men det kan han ikke. Det er for bogligt.

"Så det droppede vi, desværre," siger han.

'Vi' er ham og hans vejleder på den produktionsskole, hvor han har gået siden folkeskolen. Ved hjælp af korte praktikperioder prøver de i fællesskab at finde noget, han brænder for.

Da det ikke kunne blive mekaniker, spurgte Ibrahim, om han kunne komme i praktik hos en autolakerer. Vejlederen var urolig for sikkerheden. Insisterede på, at han skulle huske at bruge maske.

"Det var lige som om, hun passede på mig, og det var jeg glad for. Jeg vidste ikke alt det der. At man kunne få skadet hjernen. Og så sagde jeg 'ja ja, jeg skal nok passe på, bare jeg kommer i praktik.'"

Vejlederen fandt en plads til ham, og nu tager han til Kerteminde hver dag for at male biler. Luften i værkstedet er tung af opløsningsmidler, men Ibrahim er lykkelig. Arbejdstiden flyver, og bilerne bliver som nye.

Det første, han lavede, var en forskærm. Han viser stolt den skinnende, grå plade frem:

"Da chefen så det roste han mig. Og jeg blev helt stolt, og jeg tror også, han var stolt, for det var jo ham, der havde lært mig det," siger Ibrahim. Efter en vellykket første skærm blev han bedt om at male nogle rustpletter på en bil, der tilhørte en kollega på værkstedet.

"En af de andre så, at jeg havde gjort det godt. Det var, som om han tænkte 'en nybegynder, hvordan kan det ske' og så var det, han sagde: 'hey, det er dig, der skal lave min bil.' Og jeg blev rigtig stolt af mig selv. Og så kunne jeg endnu bedre lide at arbejde," siger Ibrahim.

Så nu knokler han med den bronzefarvede Nissans rustpletter. Sliber ned, spartler og dækker til. Hvis han er i tvivl, spørger han kollegaen ved siden af, der kalder Ibrahim for mesterlakereren.

Folkeskolen
Når de to ugers praktik er ovre, glæder han sig til at fortælle sin vejleder, at han for første gang har fundet ud af, hvad han vil være. Nu håber han bare ikke, den uddannelse også er for boglig.

"Det er ikke sjovt at få at vide, at der er noget, man ikke kan klare. Det bliver jeg sådan - lidt ked af," siger han. Derfor var diktat også det værste ved folkeskolen. Ibrahim var altid den med flest fejl. 57 i en enkelt diktat. Den bedste, han har lavet, havde 13 fejl. Nå ja, så var der også den med fire fejl, men der havde han snydt, så det drev, og skrevet ordene ned i sit hæfte inden diktaten begyndte. Det var ikke nogen holdbar løsning, kunne han godt se. I 8. klasse kom han i en specialklasse med mandsopdækning af eleverne. Og det hjalp på det. Også Mustafa går i specialklasse nu.

"I 5. klasse begyndte det at gå op for mig, at de andre læste meget bedre end mig. Jeg kan nemlig ikke rigtig læse. Så mente lærerne, at jeg kunne lære mere i specialklassen," siger Mustafa og fortæller om Ole. Hans lærer i specialklassen.

"Han vil gerne have, jeg skal blive til noget. De andre har været glade, bare jeg lavede mine opgaver. Men Ole roser mig og siger, når noget er godt, og hvordan jeg kan gøre det bedre. Så får jeg lyst til at lave mere, prøve igen. Jeg fortalte, at jeg gerne vil være bilmaler som Ibrahim, så sagde han, at det var en god ide. 'Men så skal du bare blive lidt bedre og lære lidt mere dansk.' Og når jeg så snakker lidt bedre dansk, så roser han mig og siger 'det er rigtig godt, bare fortsæt med det. I morgen kan vi endda gøre det endnu bedre.'"

Mustafa føler, det har hjulpet.

"I starten så kunne jeg ikke læse. Jeg sagde til Ole, 'jeg kan ikke. Jeg vil ikke.' Men han sagde, 'jo du kan. Prøv og prøv og prøv.' Og så nu kan jeg læse og skrive. Han har lært mig rigtig meget."

Hjemme snakker de arabisk med forældrene, som i øvrigt har svært ved at hjælpe med lektierne, da de snakker dårligere dansk end drengene.

Med deres søskende og deres venner snakker de en blanding af dansk og arabisk. Også i skolen, fortæller Ibrahim.

"Jeg vil helst ikke have, at mine børn skal gå i skole her, for hvorfor skal de være dumme ligesom os? Og ikke kunne finde ud af at snakke ordentligt dansk?"

Begge drengene kæmper med sproget. 'Hjulpet' bliver til 'hjælpet' og 'bedre' hedder 'mere bedre'. Med et 'forstår du?' tjekker de om meningen er trængt igennem.

De ved godt, at de ikke har været opmærksomme nok i skolen. De tænkte mere på at lave ballade end på at lave lektier.

Danske eller arabiske venner
Ibrahim og Mustafa forestiller sig, at mange ting ville have været anderledes, hvis de var vokset op i et kvarter, hvor der boede flere danskere.

Danske børn er sådan nogen, 'der holder godt fast i deres skoletaske' og ikke kan lege, før lektierne er færdige.

"Jeg tror hellere, jeg ville have haft danske venner end arabiske venner. Jeg tror mere, danskerne tænker på at se en god film og hygge med vennerne. Mine venner tænker: 'lad mig stjæle en scooter, jeg mangler lige to forgafler og et udstødningsrør.' Og de tænker på tunede scootere, som kan stikke af fra politiet," siger Mustafa. Men det er nemmere at blive gode venner med en 'Mohammed' end med en 'Peter'.

"Til Mohammed kan man sige 'hvad så, har du en smøg?', 'Ja, hvad så hvad'. Hvor Peter han bare siger: 'ok. Jeg skal hjem. Vi ses'. Og så kan det også være, han er lidt bange, hvis der er nogen, der kommer fra Vollsmose. Forstår du?"

Ibrahim forstår ham godt. Men han kan også huske dengang i sommer, hvor han arbejdede i en iskiosk i Langeskov, og det var hans tur til at være bange.

"Man hører meget, at der er racister i Langeskov. Så man kan godt komme til at tænke: 'nej, jeg skal aldrig til Langeskov,'" siger Ibrahim.

Men da han først stod i iskiosken, blev han hurtigt venner med nogle kunder.

"Det var kun danskere, danskere, danskere," siger han, som om skaren af danskere vokser, hver gang han gentager ordet.

"Der var også nogle racister, men de var ikke racister over for mig. Og en dag havde jeg Mustafa med på arbejde, og så sagde dem fra Langeskov 'Lige så snart I lukker, skal I tage over til byfesten, for vi skal være sammen.' Jeg sagde ja, men var også lidt nervøs, for vi var kun os to mod dem."

Da de senere kom hen til byfesten, blev de hurtigt omringet af en gruppe danske drenge. Mustafa overtager fortællingen:

"Jeg var faktisk meget nervøs, for hvis der var en, der skulle begynde at skubbe, så skulle jeg jo skubbe tilbage. Men de var en masse danskere, og vi var bare os," siger han.

Det ene ord tager hurtigt det næste, øjenbrynene er løftede, og hænderne fortæller med. Ibrahim tager ordet igen og afslutter historien.

"Men gudskelov, der skete ikke noget. Det var bare nogle af mine nye venners venner, og de ville gerne lære mig at kende. For de havde hørt, at jeg var flink. De gav os hånden og spurgte: 'hvem er I' og sådan noget. De var bare rigtig flinke," siger han og sender ordet tilbage til Mustafa, der formulerer moralen.

"Man skal ikke bedømme et sted, man ikke kender. Sådan var det også da Anders Fogh var her og spille fodbold. Før tænkte jeg mere, at han var dum. Men så kommer han og spiller perkerfodbold. Jeg kender nogen, der spillede med ham, og de kunne sige 'Hey Anders, skyd her og spil her.'"