At blive påkørt bagfra {{forumTopicSubject}}

Nu troede jeg ikke, at jeg nogensinde ville vende tilbage hertil, men:

I mandags (den 15/11) blev jeg kørende på knallert kørt ned af en bil bagfra. Jeg aner faktisk ikke hvad, der skete udover, jeg hørte et ordentligt brag, det er sort men med lys foran mig. I næste øjeblik går det op for mig, at der er sket et uheld, og jeg ligger på ryggen og fortsat kører fremad, men mit hoved hopper op og ned mod vejbanen og jeg bliver skubbet af bilens kofanger.
Da jeg lander farer jeg op, smider styrthjelmen fra mig, for jeg er sindssygt bange for at være på vejen (og blive kørt over af andre biler), men det er jeg ikke. Jeg springer ind i rabatten, slukker knallertmotoren.
En stemme spørger: "Er du okay?!" Og jeg svarer: "Nej, det er jeg IKKE! Der er brug for en ambulance!".
Så jeg kom en tur på traumecentret med fuldt udtræk, scanning og det hele.
MEN JEG HAR VÆRET SINDSSYGT HELDIG!
At slippe med lidt asfalteksem på ballen, en lille bule i nakken og generelt være godt forslået + min hals er overstrukken og øm er næsten småting.
Det værste er, at jeg bliver ved med at tænke på/genopleve ulykken.
Men jeg må været landet halvvejs ovenpå min knallert, og således være sluppet for hudafskrabinger, og bilisten kørte heldigvis kun 60-70 km/t -ikke som de ofte gør herude over 80 km/t.

Det første en af dem, der kom hen til mig sagde var: Det er da godt du havde styrthjelm på, jeg samlede en op i sidste uge, der ikke havde hjelm på.

Jeg ved ikke om det var det, jeg havde mest brug for at høre.

Men jeg var inde på Traumecenteret, røntgen og scanning, og jeg har været sindssygt heldigt. Selvom jeg da havde et par dage, hvor jeg vitterligt ikke kunne løfte mit hoved fra puden, og blå mærker fra ballen og hele låret. Trælår.

Så brug nu hjelm- for fanden da!

Forresten har bilisten TRE måneder til at anmelde det til sin forsikring. Det er jo hygsomt, min smadrede K30 står pt på værkkstedet, jeg ved ikke engang om, jeg TØR, køre på den nogensinde.
Jeg har det ikke supergodt med at tænke og genopleve, det, der skete.

Mvh
Tine